Jurgita Gerlikaite - Existentialistic Art

ABSTRAKTE REKONSTRUKTIONER

Jurgita Gerlikaite er en professionel kunstkritiker, der blev "forført" af Žibuntas Mikšys, og forlod kunsthistoriens og teoriens enge, og flyttede til grafikkens verden. Tilfældet er ualmindeligt, og kunstkritikere bebrejdes netop ofte, at de ikke er i stand til gøre noget selv. Derfor er det rart somme tider at kunne gotte sig og pege på skabere af tekster og grafiske værker – skabere som ikke kan sættes i bur, og hvorom man ikke kan sige noget tilsvarende. I dette tilfælde J. Gerlikaite, hvis udstilling "Metafysisk rekonstruktion" vises i Vilnius i kunstgalleriet "D’arijaus papuošalai". Det er en trettende udstilling i rækken – kunstneren skaber og udstiller kunstværker og demonstrerer derved udholdenhed og produktivitet. Meget passende er der nu udgivet et katalog over hendes værker skabt over de seneste tolv år. Den for en litauisk grafiker atypiske uddannelse vækker nysgerrighed: studier på Reykjaviks skole for kunst og kunsthåndværk, studier af digital grafik og non-toxic dybtryk i København. I de digitale, grafiske værker, som udstilles i galleriet, kan man imidlertid ikke finde Nordens barske landskaber, trolde eller andre figurer fra den skandinaviske mytologi. Kunstneren er mere interesseret i menneskets indre verden og dennes forbindelse med omgivelserne frem for gengivelsen af genkendelige motiver eller fortællingen af fascinerende historier. Begyndende sit kreative virke ved på dekorativ vis at "oversætte" fragmenter af kunstværk til grafisk tryk og lege med at placere dem i nye sammenhænge er J. Gerlikaite nu på abstraktionens vej i søgen efter dialogen mellem det abstrakte og det konkrete.

Gennemsigtige og ukonkrete aftryk gør det muligt at se genkendelige antydninger af motivet: menneskets figur – i bevægelse eller stilstand, et ansigt, der ligner Čiurlionis eller noget fra renæssancen, en grafisk asketisk tegning af bladårer. Skyer, grene, græs eller et oplyst vindue. Men alle motiver, som kan se antydningen af og genkende, dækkes med fine teksturer, som opsplitter og inddeler helle billedet i mange fragmenter – hver af dem fortjener særskilt meditation. Dette eftertryk på plads til meditation fra kunstnerens side er ikke noget tilfælde: koncentration, klarhed, indre fred – det er alle betingelser, som er nødvendige for at se og opleve J. Gerlikaites kunstværk. Jeg siger ikke "at forstå", for det er ikke nødvendigvis muligt, men heller ikke nødvendigt. Rekonstruktioner af følelser og tanker, som kunstneren digitalt overflytter til lærredet, tilsigter at skabe stemningen, men ikke gengive information. At skabe et metafysisk plan, men ikke at fortælle fortællinger. De konkrete og abstrakter niveauer dækker hinanden, sommetider blidt sammenflettet, sommer tider kortvarigt adskilt, for at udføre den nærmest umulige mission – at rekonstruere det metafysiske plan. Hvem ved, hvordan det ser ud – måske er det lige nøjagtig sådan som J. Gerlikaite afbilder det? Lyrisk, endog elegisk, kvindeligt og reserveret. Den verden, som kunstneren rekonstruerer (eller rettere konstruerer fra ny), rummer lidt af alting: lidt poesi, lidt af andet rum og en anden tid, noget sært og noget hverdagsagtigt – for at vi ikke bliver fortabt. For at vi i ro og mag kan se på forsøgene på at rekonstruere det, som ikke ser ud til at kunne lade sig gøre at være rekonstrueret.

Jurgita Ludavičienė. Kunstkritiker. Literatūra ir menas, 2009



DIGITALE DRØMMELANDSKABER.
OM JURGITA GERLIKAITE'S BILLEDUNIVERS

"Secret Worlds" hedder et af Jurgita Gerlikaites digitalt behandlede billeder. Et billede, der viser hvor godt, de nye digitale teknikker passer til denne kunstners forestillingsverden. Vi ser en sandbund, hvorover fine bølger danner et net af elliptiske kurver. I stedet for de småsten og havplanter, vi ville forvente at finde her, er hele billedfeltet domineret af et menneskeskabt mønster. Et mønster, der umiddelbart mest minder om en detalje fra en udsmykning i rokokostil. Resultatet er en magisk og drømmende komposition, der giver fantasien uanede spillemuligheder. Er det en detalje fra et forsvundet Atlantis, vi ser for vores øjne, et oversvømmet levn fra en gammel civilisation eller befinder os tværtimod et sted ude i en fjern og gådefuld fremtid? Hovedsagen er, at Jurgita Gerlikaites billede giver os lyst til at digte videre og skabe vores egen verden ved hjælp af fantasiens kraft.

Det samme kan siges om de andre digitale billeder, kunstneren har skabt her på det allerseneste. Ved i den kunstneriske praksis at arbejde ud fra det surrealistiske princip om at sætte motiver fra flere forskellige forestillingsverdener sammen i ét billede, rives beskueren ud af sine vante visuelle rutiner. Vi overraskes og lader os villigt forføre af de drømmeagtige scenerier: dansere i elegante cyberspaceballetter, rutsjeture i farvestrålende fraktaltivolier, undervandsnymfer i leg, begravede ørkenbyer og meget mere i denne magiske digitale version af en Skærsommernatsdrøm. En version og en vision, der som Shakespeares berømte drama indeholder en ikke ringe portion melankoli.

Det er tydeligt, at Jurgita Gerlikaite har taget imod den digitale tekniks uendelige muligheder med kyshånd. Den tillader hende at fortsætte og udbygge de eksperimenter, hun gennem årene har udført indenfor mere traditionelle grafiske genrer som træsnit og dybtryk. Eksperimenter, der alle har med den menneskelige forestillingsverden at gøre og med den visuelle og erkendelsesmæssige udfordring af denne. Ved hjælp af værkernes raffinerede æstetiske virkemidler lokkes, eller rettere sagt, forføres vi ind i en verden, hvor der bag den eventyrlige overflade lurer basale menneskelige erfaringer på godt og ondt. Ikke mindst tager kunstneren fat på forestillinger og begreber som synd, ondskab, lys, mørke, forfald og genopstandelse som vi nu tvinges til at forholde os til, ikke kun på et æstetisk, men på et eksistentielt plan.

Det er blevet hævdet, at de nye digitale teknikker enten er for nemme, for lidt stoflige eller for overfladiske. Jurgita Gerlikaites kompositioner beviser det modsatte. I hendes hænder forvandler den digitale proces sig fra at være et middel for legesyge eksperimenter til et sted for eksistentielle og metafysiske overvejelser uden at miste noget af den rent visuelle pirring. Med dette dobbelte greb af æstetisk pirring og erkendelsesmæssig dybde, er Jurgita Gerlikaites grafiske værker yderst spændende og vedkommende.

Tom Jørgensen, Bachelor i Kunsthistorie, kunstskribent og forfatter. 2007

 
Language:  Lietuviškai  Dansk  English 
Copyright @ 2007-2009 Jurgita Gerlikaite. All Rights Reserved